Skimmelsvamp: En guide til bekæmpelse og forebyggelse

Skimmelsvamp: En evigt irriterende plage, der er utrolig svær at slippe af med, hvis den først er kommet inden for dit hjems fire vægge. Men hvad kan du gøre for at fjerne og bekæmpe skimmelsvamp? Og endnu bedre – hvad kan du gøre for at undgå (endnu et) tilfælde af skimmelsvamp i dit hjem?

Skimmelsvamp er en følgevirkning af fugt. Hvis dit hjem er meget fugtigt – måske på grund af vandskade, manglende udluftning, dårlig isolering, tørring af tøj og så videre – er du derfor i risikozonen for skimmelsvamp. Skimmelsvamp er både lugtende, sundhedsskadeligt, grim og smitsomt. Netop derfor er det en god idé at reagere hurtigt, hvis du opdager tilfælde af skimmelsvamp i dit hjem.

Problemer med skimmelsvamp?
Få 3 uforpligtende tilbud på at fjerne skimmel.

Bekæmpelse af skimmelsvamp på mindre områder

Hvis eksempelvis små områder på dit badeværelse er ramt af skimmelsvamp i fuger, hjørner, skabe, på vægge og så videre, er det meget nemt at gøre noget ved problemet. Der findes nemlig en række desinficerende og svampebekæmpende midler på markedet:

  • Et af dem er Rodalon, som er et meget effektivt rengøringsmiddel, der både fjerner og forebygger svampeangreb.
  • Et andet er Klorin, som er en stærk væske, der kan bruges til at dræbe svampebakterier. Du skal dog være opmærksom på, at klorin har en blegende effekt, og derfor ikke egner sig godt på eksempelvis farvede klinker. Hvis du vil mindske blegningen, kan du med stor fordel fortynde klorinen lidt med vand.
  • Du kan også vælge at benytte sig af professionelle svampemidler som eksempelvis Hysan, der både afrenser og desinficerer skimmelsvamp.

I bekæmpelsesprocessen skal du først og fremmest vaske skimmelsvampen af med enten rodalon, klorin eller et professionelt svampemiddel. Du skal så lade midlet virke i 20 minutter, hvorefter du skal vaske svampemidlet af med lunket vand (Hysan skal dog virke i cirka 1 døgn). Det er ydermere vigtigt, at du i den næste tid holder øje med det bekæmpede område for at sikre dig, at skimmelvæksten ikke vender tilbage.

Bekæmpelse af skimmelsvamp på større områder

Bekæmp skimmelsvampHvis du opdager større områder (over 20×20 cm i beboelsesrum og 200×200 cm i ubeboede rum) med skimmelsvamp i dit hjem, er vores klare anbefaling, at du får en professionel til at undersøge og behandle svampeinfektionen. Der findes mange firmaer med ekspertise i skimmelsvamp, og det kan være en god idé at få dem til at ordne behandlingen. De vil ofte benytte sig af damp eller hårde kemiske materialer for at få bugt med skimmelvæksten.

Forebyggelse af skimmelsvamp

Der er en del, du selv kan gøre for at undgå skimmelsvamp i dit hjem. Først og fremmest er det vigtigt, at du lufter ud flere gange dagligt – både om morgenen, efter bad, efter madlavning, efter tørring af tøj og så videre. Herudover er det vigtigt, at du udskifter gulvtæpper, gardiner, puder med mere fra steder, hvor du har haft skimmelsvamp én gang. Bløde materialer som disse kan nemlig ikke renses fuldstændigt, og du vil hurtigt få et nyt svampeangreb, hvis du ikke skiller dig af med disse tekstiler.

Relaterede indlæg

Efterlad en kommentar

Skriv et svar

Din e-mail adresse bliver ikke offentliggjort.




Top