Guide: Sådan undgår du skimmelsvamp på badeværelset
Hvis du er bekendt med skimmelsvamp på badeværelset, så ved du sikkert også, at det både er irriterende, ulækkert og usundt. Men er du klar over, hvad du selv kan gøre for at undgå, at dit badeværelse bliver ramt af skimmelsvamp?
Skimmelsvamp formerer sig ved hjælp af sporer, der findes naturligt i luften. I sig selv gør disse sporer ingen skade – det er kun, hvis de får fugt, at problemerne opstår. Fugt får nemlig sporerne til at spire, hvilket i sidste ende kan ende med mug og skimmelsvamp. Er du i tvivl om du her skimmelsvamp? Læs mere om, hvordan du tester for skimmel her.
Få 3 uforpligtende tilbud på at fjerne skimmel på badeværelset.
Nedenfor har vi samlet en lang række gode råd, der kan hjælpe dig med at gøre dit badeværelse modstandsdygtigt over for skimmelsvamp.
Luft ud
Først og fremmest er det vigtigt, at du sørger for at lufte godt ud på dit badeværelse, så luftfugtigheden ikke bliver for høj. Du skal især lufte ud, når du har været i bad eller brugt en tørretumbler. Herudover anbefaler vi, at du lufter ud på dit badeværelse et par gange om dagen. Lav det eventuelt til en vane, at der står et vindue åbent, mens du børster tænder.
Luk ikke for luftventilerne
Hvis dit badeværelsevindue har en luftventil, bør den altid stå åben, så der kan komme frisk luft ind.
Tør kondens af vinduerne
Hvis du har problemer med kondens på vinduerne, er det vigtigt, at du tørrer det af med et håndklæde. Kondens gør nemlig luften i dit badeværelse fugtig.
Tænd for udsugningen
Du bør altid have udsugningen på dit badeværelset tændt, mens du er i bad. På den måde kan fugt og damp slippe ud af rummet.
Hold udsugningskanalerne rene
Du skal sørge for at holde udsugningskanalerne på dit badeværelse rene. Hvis de er beskidte, kan der ikke komme luft ind. Du kan både støvsuge dem og vaske dem af med en våd klud. Hvis du vil teste, om din udsugning virker optimalt, kan du holde et stykke papir op imod ventilationen. Hvis det kan holde sig selv oppe, virker din udsugning som den skal.
Sørg for, at fugerne mellem fliserne er tætte, rene og tørre
Fugerne mellem fliserne på dit badeværelse skal være helt tætte, så der ikke trænger vand ind bag fliserne. Hvis der kommer vand herind, kan der opstå høj fugtighed og derved risiko for skimmelsvamp bag ved fliserne. En blød fuge holder mellem 5 og 10 år – herefter bør den blive skiftet. Herudover skal du sørge for, at fugerne altid er rene og tørre, så skimmelsporerne ikke kan formere sig.
Brug en svaber
Vi anbefaler, at du bruger en svaber til at få vandet væk fra brusekabinen, når du har været i bad. På den måde kan du fjerne fugten helt fra rummet og gøre det svært for skimmelsporer at formere sig. Samtidigt mindsker du problemer med kalk ved at fjerne vandet fra fliserne.
Gør ofte badeværelset rent
Sørg for at holde dit badeværelse rent. Ved jævnligt at tørre dit badeværelse af fjerner du nemlig de skimmelsporer, der naturligt er i luften, så de ikke formerer sig og bliver til skimmelsvamp.
Luk badeværelsesdøren
Når du er i bad, bør du lukke badeværelsesdøren. Ellers kan fugten sprede sig til resten af din bolig.
Tør ikke tøj på badeværelset
Tøj, der bliver tørret indenfor, afgiver fugt til luften. Hvis du har mulighed for det, anbefaler vi derfor, at du hænger dit tøj til tørre udendørs. Er du nødsaget til at tørre tøj indendørs, er det meget vigtigt, at der hele tiden står et vindue åbent, mens tøjet hænger til tørre.